Historien om Schelde går helt tilbage til begyndelsen af 50erne, da grundlægger Gunnar Schelde etablerede virksomheden. Han var egentlig uddannet tømrer og bygnings-snedker og det bar opgaverne i de første mange år også præg af. Schelde udførte en lang række tømreropgaver, og siden hen udviklede det sig til primært at være snedkeropgaver, der optog kapaciteten. Projekter som bygningssnedkeri, skole- og biblioteksinventar, men også produktion af fyrretræs- og hårdttræsmøbler, stod på ordrelisten.
I begyndelsen af 80erne kom Schelde imidlertid i kontakt med bådbranchen. Apteringsopgaverne blev flere og flere og i dag fremstiller virksomheden næsten udelukkende interiør til udenlandske både i millionklassen.
Ud over hovedproduktionen har Schelde gennem tiden fortsat produceret til møbelbranchen – primært stole og borde af høj kvalitet. Noget er solgt direkte til førende møbelhuse, andet som underleverancer til store anerkendte danske møbelproducenter.